Butiksmusikken styres fra Holbæk
De færreste tænker over det, når den er der, men hvis baggrundsmusikken i supermarkedet eller på cafeen pludselig forsvinder, vil de fleste mennesker nok mere eller mindre bevidst have en oplevelse af en uvant situation.
Der er lavet masser af forskning i forbrugernes lyst til at svinge dankortet, hvis de føler sig godt tilpas i en butik, og hos virksomheden RadioSparx Scandinavia i Holbæk er man særdeles bevidst om sammenhængen mellem et musikalsk lydtæppe og forbrugeradfærd.
RadioSparx lever nemlig af at sælge musiktjenester i abonnementsform til butikker, spisesteder og arbejdspladser, som så kan streame musikken via en lille boks eller endnu simplere via en app på smartphone eller tablet.
– Musik kan være mange ting, men i butikker tjener den blandt andet til, at kunderne føler sig trygge og måske bliver lidt længere, siger Lars Bybjerg, direktør for RadioSparx Scandinavia.
Lars Bybjerg har været med siden starten i 2012, hvor han og barndomsvennen Ole Mosbæk stiftede virksomheden.
Efter et par år opstod kontakt til det amerikanske selskab RadioSparx, og i dag hedder Holbæk-virksomheden altså RadioSparx Scandinavia og er selskabets agent i Skandinavien og Baltikum. Og stadig med både Lars Bybjerg og Ole Mosbæk i front – i øvrigt som de to eneste faste medarbejdere.
Blandt kunderne er flere dagligvarekæder, tøjbutikker, butikscentre og små selvstændige forretningsdrivende som cafeer og frisører.
Forretningsmodellen går ud på, at butikkerne tegner et abonnement til en fast månedlig pris, som giver ret til at afspille musik fra RadioSparx’ 500.000 track store database inddelt i cirka 370 tematiske playlister. Dermed kan en kunde som Sommerland Sjælland afspille særlig westernmusik, mens der samtidig strømmer klavermusik ud i en designmøbelbutik i Aarhus.
Det særlige ved modellen er, at abonnenterne ikke skal betale rettighedsafgifter til Koda. Det kan lade sig gøre, fordi afregningen med komponister og sangskrivere bag RadioSparx’ musik sker gennem amerikanske rettighedsorganisationer og er inkluderet i abonnementsprisen.
– Der er fokus på besparelser mange steder, og på det her område er der penge at spare. Et supermarked betaler måske 25.000 kroner om året alene i koda-afgift for én butik afhængig af antallet af kvadratmeter. Først derefter skal man så betale for selve musiktjenesten. Hos os vil en tilsvarende løsning alt i alt koste 4000 kroner om året, siger Lars Bybjerg.Tilbyder spot-produktion
RadioSparx Scandinavia tilbyder sine kunder at sammensætte spillelisterne, men de enkelte butikker kan også selv gå ind og udvælge musikken, hvis de ønsker det.
Både Lars Bybjerg og Ole Mosbæk har andele i Minthouse Studio nær Regstrup ved Holbæk, og det betyder, at de også tilbyder at producere spots og speak, som butikkerne kan lægge ind mellem musiknumrene. Eller RadioSparx kan styre det for dem fra kontoret på Højvang i Holbæk.
– Musiktjenesten er klart det største produkt, men speakdelen er i vækst, siger Lars Bybjerg.
Holbæk-firmaet har som nævnt allerede agenturet i Skandinavien, og planen er at komme endnu mere ind på markedet for baggrundsmusik, men i samarbejde med lokale virksomheder i de respektive lande.
Kilde: sn.dk af Morten D. Christensen